Foredragsrække m.m. i Rytterskolen i Ølsted i 2023/2024.
Torsdag den 7. september kl. 8.00 – OBS tidspunkt
Sogneudflugt: Mødetid i Rytterskolen kl. 8.00, bussen kører 8,30. Pris kr. 400,00 pr. person.
Vi skal til København, besøge koncerthuset inkl. frokost, se den jødiske synagoge og derefter kaffe på Kultorvet. Forventet hjemkomst ca. kl. 18.
Man skal være selvhjulpen, vi skal gå lidt i Københavns gader, da bussen ikke kan køre til døren alle steder.
OBS Tilmelding nødvendig SENEST den 28. august!
Torsdag den 12. oktober
”Mit liv som journalist i dansk politik”
Gunilla Roijer, der har været journalist siden 1982, vil fortælle om sit liv som journalist i dansk politik. Hun har arbejdet både på avisen Aktuelt, på Radioavisen og i næsten 30 år på TV2, heraf 28 år på den politiske redaktion på Christiansborg.
Torsdag den 9. november
”Aase Tribini fortæller og tryller”
Jo, Aase ER datter af den folkekære (selvudnævnte professor) Tribini, der var gøgler, teltholder og skuespiller. Han var kendt for sine talegaver som rekommandør (udråber). Han afgik ved døden den 13. november 1973, men huskes stadig.
Torsdag den 7. december kl. 19,30 i kirken – OBS tid og sted!
Traditionen tro skal vi have en julekoncert. I år får vi besøg af Lynæs Kirkes Kor. Det er et blandet kor, der ledes af Ole Worm, som oprindelig er uddannet pianist og sanger. Ole har bl.a. været kirkesanger i Kregme Kirke.
Der er gratis adgang til det hele - men husk at du skal tilmelde dig senest den 30. november.
Torsdag den 11. januar
”Opgaverne som udsendt orlogspræst blandt pirater, gidsler og dygtige søfolk i Marinen”
Vi får besøg af sognepræst Ulrik Pilemand, som vil fortælle om orlogspræsters opgaver ombord i orlogsflåden. Når Danmark sender en militær enhed ud, sender man også altid en præst ud. Det betyder, at nogle præster ved siden af deres embede også er tilknyttet Forsvaret som værnspræst, i Søværnet som orlogspræst, i Flyvevåbnet som flyverpræst eller i Hæren som feltpræst.
Torsdag den 8. februar
”Sprogø – de farlige kvinders ø”
Der er lavet film om pigerne på Sprogø, bl.a. ”Ustyrlig” fra foråret 2023.
Vi får besøg af Flemming Rishøj, som vil fortælle om, hvordan flere hundrede kvinder fra 1923 til 1961 blev isoleret og placeret på øen på ubestemt tid.
Foredragene i Rytterskolen koster 40.00 kr pr.deltager, men så får man også kaffe og kage med til fordraget. Det er bestemt ikke dyrt for 2 timers hyggeligt samvær og underholdning med kaffe og brød – og hvem ved, måske kan man lære noget eller man får noget at tænke over. Det er jo heller ikke det værste der kan ske.
Kirkebilen kan benyttes til gudstjenester og andre arrangementer i Rytterskolen eller Konfirmandstuen af borger fra Ølsted og Kregme sogn. Ring til Taxa Nord på tlf. 48 48 48 48 og oplys konto nr. 101011 samt en kode der oplyses ved henvendelse til kirkernes personale.