Kregme Kirke ligger smukt på en lille, stejl banke mellem Roskilde fjord og Arresø. Den ældste del af kirken er over 800 år gammel. Som byggemateriale brugte man kampesten. Det var i den romanske tid. Derefter byggedes der videre i den gotiske periode med røde teglsten. Kirken blev forlænget mod vest, vinduerne blev gjort større, skib og kor og det tilføjede våbenhus fik gavle med kamtakker og blændinger, og omkring år 1500 kom tårnet til. Det blev af terrænhensyn lagt på nordsiden af koret, og Kregme Kirke har derved fået sit eget, uregelmæssige præg.
Når man træder ind i kirken, fanges øjet af et stort, farvestrålende vindue over alteret. Ved jubilæet i 1950 blev kirkens indre restaureret, den gamle altertavle ( fra 1844 ) blev hængt ind i sakristiet. En stor rundblænding i korets østgavl blev åben og forsynet med et glasmaleri. Det forestiller Kristus som verdensdommer. I det sydlige vindue i koret er der indsat glasmalerier. De er ligesom det første udført af kunstmaler Johan Thomas Skovgaard. – Ved restaureringen fik kirken et nyt alterbord af sten.
I 1886 fandt man kalkmalerier, men de er blevet overhvidtet med undtagelse af en romansk fremstilling af barnemordet i Bethlehem ( på nordvæggen i koret ). Prædikestolen er udført i bruskbarok fra 1646.
Degnestolen er et smukt snitværk fra 1560. Felterne er idet fine ”foldeværk”, de rundbuede afslutninger foroven har plantemotiver i tidlig renæssancestil. – På skibets sydvæg ved orglet hænger en tavle med et langt mindedigt, forfatter af Gert Albertsen Schumacher ( en slægtning af Peder Griffenfeld ) i anledning af hans forflyttelse til Helsingør 1671. – På skibets nordvæg er der en mindetavle over faldne soldater fra Kregme sogn i krigene 1850 og 1864. – Klokkerne er fra 1649 og 1722.
Med sin smukke beliggenhed, sit maleriske ydre og lyse og festlige indre er Kregme Kirke en skøn Guds bolig, hvor det altid er en oplevelse og glæde at komme.

Johs. Due-Hansen

Afskrift fra:
Vore kirker i tekst og billeder
Frederiksborg Amt.
Jørgen Andersens forlag
1957.

Kirken er oprindeligt opført af forholdsvis små marksten omkring år 1150.
Det var en ganske lille kirke, hvis mure endnu tydeligt ses. Den bestod af et lavt skib og et endnu lavere kor. Klokkerne må have været anbragt i en klokkestabel af træ. Der var to døre i skibet, en mod syd for mændene og en lige overfor i nord for kvinderne. Der er ikke meget at se af norddøren, næsten kun en flad og ikke meget slidt tærskesten fortæller, hvor den har været. Men hele syddøren er bevaret i sin enkle og smukke romanske skikkelse, med indefra let skrånende sider, halvcirkelformet spejl, båret af en egebjælke og med indfatningssten i kildekalk, også kaldet frådsten. De sidste ses over det nuværende våbenhus’ loft. Korbuen, der sikkert oprindeligt har været rundbuet, er senere ændret til en gotisk spidsbue. Især mod nord ses tydeligt – næsten nede ved gulvet – at der ved siden af korbuen har været to små alternicher, sådan som det var tidens skik.
Engang i løbet af 1200-tallet – senest ca. 1250 – har denne lille kirkebygning fået sin første udvidelse, idet murene er blevet forhøjet med ca. 1- 1 ½ meter i røde teglsten. Samtidig er koret muligvis udvidet noget mod øst – i alle fald er østgavlen næsten totalt ombygget. Der er bevaret spor efter fire nye vinduer, hvoraf det østlige ved prædikestolen er uændret. I korets østvæg er der indbygget er rundvindue. Det var måske oprindeligt et såkaldt rosevindue, hvoraf klosterkirken i Sorø har et par. Igen i dag danner det baggrund for alterbordet uden tavle. Det er så højt placeret, at det udvendig har skubbet blændingerne i gavlen opad. Endelig er koret forsynet med en tøndehvælving, mens skibet igen har fået bjælkeloft.
Et par århundreder senere har der været brug for en større kirkebygning. Omkring 1450 er skibet udvidet med en 5-6 meter mod vest, så langt som den stejle kirkebakke tillod det. Samtidig fik både skib og kor gotiske trappegavle med fine blændinger. Især skibets vestgavl er rigt og smukt udformet. Desuden fik kirken sit våbenhus foran syddøren. Måske muredes norddøren samtidig til.
Til sidst rejste man så også tårn over Kregme kirke – vistnok omkring år 1500. Det var formentlig bakkens bratte fald mod vest, der gjorde umuligt at opføre tårnet, hvor man plejer. I stedet opførte man det med nederste etage som sakristi – præstens opholdsrum og opbevaringssted for kirkens hellige kar – ved siden af koret mod øst, og dristigt med sydmuren stående lige inde på korhvælvingen.
Kregme kirke er ikke den eneste kirke i landet, der har tårnet anbragt ”forkert”, men nok den kendteste. Placeringen har givet anledning til sagnet om, at da man forsøgte at bygge tårnet på det sædvanlige sted, blev det nat efter nat revet ned af trolde. Da man mødtes på kirkebakken for at diskutere, hvad man så skulle gøre, så fløj der en krage hen over flokken og skreg ”Kreiom”. Man vendte så om på planen og anbragte tårnet ved koret – og så fik det lov at stå. Men kragens skrig gav også byen sit navn.
Selv om det kun er et sagn, og selv om bynavnet er meget ældre end tårnet, er det i alle fald interessant, at bynavnet virkelig er i familie med ordet ”krog” og det gammeldanske ”at krøge”. Det betyder altså et eller andet med at dreje, slå et sving. Sagnet fortæller altså, at det var tårnet, der blev ”drejet om” – et typisk ”forklarende sagn” udfra stednavnet og den mærkelige placering af dette tårn.
Det var først, da tårnet var opført, at kirken fik sit uregelmæssige, maleriske præg. Men prøv at lægge mærke til, hvordan man har indbygget de oprindelige takker på korgavlen i tårnvæggen, hvad der især ses på tårnets vestside, hvor der oven i købet er bevaret et skjoldformet mønster i den ene kamtak – lige over tårntrappen – der for øvrigt er yngre end selve tårnet . Oprindeligt kom man ind i tårnet af en dør oven over sakristivinduet, formodentlig ved hjælp af en nu forsvundet trætrappe.

Af kirkens inventar er døbefonten ældst. Den stod nok oprindeligt nede mellem de to døre og har haft den mærkelige skæbne at blive kasseret og anvendt som slibestenskar på en af gårdene i byen. Det var i 1838, man fik den nye døbefont, som nu står i sakristiet , og i 1896 vendte den gamle tilbage til kirken og blev forsynet med en ny fod i stedet for den, der i mellemtiden var forsvundet.
Dåbsfadet er indkøbt i 1632 og af messing med en næsten udslidt fremstilling af Jesu dåb i bunden. Langs bundens rand står der ”avf Christum wir getavfet sein errettet von der hellen pein anno 1632” – ”I Kristus er vi døbt (og) reddet fra helvedes pine – år 1632”. Dåbskanden er en af de i rytterdistrikterne sædvanlige ”slangehankskander”, støbt i tin og forsynet med Frederik den Sjettes monogram. Den er forsølvet i 1969, vistnok for at standse den fremadskridende tinpest og dække over skaderne – men den måtte igen restaureres og opforsølves i 1987-88.
Næstældst blandt inventargenstandene er degnestolen, der har forsiden prydet af gotisk foldeværk – idet nederste venstre felt omkring 3 fløjter – og i øverste, midterste felt med navnecifrene I M for Jens Mogensen, der var præst ved kirken 1556-1566. Gavlene har udskåret årstallet 1560 og navnecifrene O G for Ole Gjeng og P N for Per Nielsen, de daværende kirkeværger. Stolen – der nu har nyere skab og mangler sæde og døre – ser ud til at høre sammen med reparationsarbejder og kalkning af kirken ifølge en indskrift på korbuens sydvange ”MDLIX (1559) sognepræst her Jøns, kierkevier Ole Gjeng, Per Neelsøn i Breere” (Brederød).
Prædikestolen er fra 1646 i den stil, man kalder brusk-barok. Læg mærke til de mange forskellige slags ansigtsmasker, der optræder rundt om på både stol og himmel. Fem store hermer ”topper op” i figurer. Apostlen Peter med nøgle og bog, Johannes med alterkalk, Gud Fader eller Jesus Kristus med velsignende højrehånd og i venstre jordkuglen, Jakob med valkestok og bog og endelig Andreas med X-kors bag sig. I storfelterne mellem disse figurer, de fire evangelister – Matthæus med barnet (der rækker blækhuset op mod den nu forsvundne pen), Markus med løven, Lukas med oksen og Johannes med ørnen (der bærer blækhuset i næbbet). På hjørnerne over hermerne er der anbragt bøjler med småengle, der bærer (rester af) lidelsesredskaberne. Prædikestolhimlen har i dag mistet adskillige af sine prydelser, så den står som meget simpel i forhold til stolen.

Af epitafier og gravstene er bevaret en unggotisk kalksten i trapez-form fra omkring ca. 1325,nu indmuret (omvendt) i muren i våbenhuset, med latinsk indskrift (”Her hviler Paulus………………………….hans sjæl hvile i fred”). I selve kirkerummet er ved døbefonten indmuret en stor kalkstenstavle over provst Hermen Lipper og hustru Sidse Olvfs daatter, og i sakristiet sten over Maarten Bendzon og hans to hustruer Anna Hermands daatter (datter af foregående?) og Maren Niels daatter (nævnt på nedenstående mindetavle over Gert Schumacher), samt sten over i alt 5 sønner af Anna Schumacher i hendes to sidste ægteskaber. I nichen modsat døren er opsat den oprindelige sten over præsten Christian Ludvig Strøm og hustru Karen Marie Nyerup. Pastor Strøm var præst i Kregme-Vinderød i lige godt 50 år indtil sin død i 1859, 88 år gammel.
Desuden er der på væggen ned mod orglet nu opsat en mindetavle over præsten Geert Schumacher – præst her 1665-71, hvor han blev præst og senere provst ved Sct. Olai kirke i Helsingør (se maleri af ham der) – og hans hustru Anna, datter af præsten her, Morten Bendzon, og gift, først med pastor Christen Rasmus Lynge og derefter hans eftermand Nicolai Cruse – begge i Torup – hvorefter hun flyttede som enke tilbage til Kregme – og efter 1 ¼ år som enke der, ægtede hun så sin stedfader, Frantz Lauridsen’s efterfølger Geert Schumacher – alt sammen et vidnesbyrd om datidens – for os mærkværdige måde at pensionere præsteenker på.

Alteret er i dag uden anden prydelse end messingstagerne fra ca. 1550 og et eksemplar af Frederik II’s bibel i nyere bind – anskaffet til kirken i 1743 – o alterkarrene. Den tidligere altertavle – af I. L. Lund – som vi bedst kender fra Akropolis-tæppet i Det kgl. Teater – hænger nu i sakristiet. I stedet kan man sige, at glasmaleriet i det runde vindue – Kristus tronende som verdenshersker på regnbuen med jordkuglen som fodskammel, omgivet af evangelistsymbolerne – fungerer som altertavle. Glasmaleriet er, sammen med to andre i vinduet i koret og ved prædikestolen udført af Johan Thomas Skovgaard.
Altertæppet er en anonym gave, syet og skænket af en dame fra sognet, med juleroser, påske- og pinseliljer samt kornaks.
Alterdisken er glat og uden prydelser, fra 1713, hvorimod alterkalken er nyere, fra 1847, oblatæsken er fra 1863 i en på egnen ikke ualmindelig udførelse (bl.a. Ølsted). Hjemmeberettelsessættet er fra 1732 og bærer Christian VI’s monogram.
Bemærk døren mellem kor og sakristi med fine profillister og indlagt stjerne i ædeltræ. Dørringen på roset ind mod koret og kasselåsen ind mod sakristiet må være fra en ældre dør – måske ca. 1550. Selvom døren stilmæssigt hører hjemme på Christian IV’s tid, ser det af regnskaberne ud til, at den r anskaffet i 1708.
Og til sidst må så omtales kirkens eneste synlige kalkmaleri på væggen mellem korbuen og sakristidøren. En sørgende kvinde sidder med hænderne under venstre kind i en seng med sengehest (eller oprindeligt på en bænk??). Foran hende står en kriger i ringbrynje med et trekantet skjold på ryggen og på hovedet hjelm med næseskærm. Venstre hånd (!) har han på sværdfæstet, mens han med højre griber i det røde hår på et barn, der hviler sin arm i moderens skød. Bag krigeren ses et løftet sværd, men resten af personerne er borte. Baggrunden viser dele af en bygning som antydning af, at det hele foregår inden døre. Billedet er ret hårdt restaureret og forestiller barnemordet i Bethlehem. Det er fra 1200-1250.

PRÆSTELISTE:

1556-1566 Jens Mogensen
1665-1671 Gert Schumacher
1809-1859 Christian Ludvig Strøm
1940-1947 V. M. Kolthoff Nielsen
1948-1973 Johs. Due Hansen
1974-1995 Niels Arne Nielsen
1981-1984 Ole Wæverstrøm
1985-1985 Bente Garver
1986-2008 Anna Marie Birkmose
1995-2012 Alan Heintzelmann
2009- Tina Folke Drigsdahl



Orgel: Starup/Husted 1904/2001: 19 stemmer